Det tager år for forældre med børn med bekymrende skolefravær at få hjælp fra skole og kommune. En af grundene er en traditionel fraværsdiskurs, der udskammer forældrene og giver familien hele problemet
Byline: Rikke Gade og Trine Nielsen
”Han ligger med stresssammenbrud, så kan jeg jo ikke sende ham i skole. Hvordan skulle jeg gøre det? Skulle jeg slæbe ham derhen? Give ham hundehalsbånd på og sætte ham på en vogn eller hvad?”
Sådan beskriver sognepræsten Line Bønding, der er mor til dreng i nu 8. klasse det komplekse i, at man som forældre både ønsker, at barnet går i skole og er i trivsel. For hendes dreng har de to ting bare ikke hængt sammen.
Line Bøndings søn har skolevægring
At have skolevægring betyder, at barnet ikke magter at være i skolen, hvilket kan udmønte sig i et bekymrende fravær.
Line Bøndings søn reagerede allerede i børnehaveklassen. Hun beretter om et årelangt forløb, hvor hendes bekymringer afvises eller negligeres. I 4. klasse bliver Line Bønding opmærksom på begrebet skolevægring ved et tilfælde. Men det tager over et år før skolen og Line Bønding er enige om, at det er problemet.
Line Bønding presser på for en udredning, da hun er bekymret for om han kunne have en diagnose. Men da sønnen ikke er nok i skole, kan han ikke indstilles, siger skolen. Derfor går 5. og 6. klasse uden at sønnen er stabilt i skole, mens Line Bønding er frustreret over ikke at blive hørt og at der ikke sker noget.
I 7. klasse bliver han henvist til børnepsykiatrisk udredning. På grund af ventetid bliver han henvist til en privat aktør, og kun to måneder senere har Line Bøndings søn flere diagnoser.
I dag går Line Bøndings søn i 8. klasse. Han får af skolen otte lektioner sygeundervisning om ugen, men Line Bønding håber dog på en plads på en specialskole, hvor han kan komme til at trives og gå rigtigt i skole.
Mange forældre oplever et svært samarbejde
Line Bøndings historie er ikke unik. Vi har i vores research haft kontakt med 21 forældre til børn med skolevægring og fået deres historier gennem kvalitative spørgsmål og dialogmøder. Det er en gennemgående problematik, at forældrene oplever langstrakte forløb og ofte bliver mødt af manglende anerkendelse og forståelse, mens tiden går og situationen forværres.
En undersøgelse fra 2022 fra foreningen Skole og forældre, bekræfter, at 6 ud af 10 forældre oplever, at samarbejdet har en negativ indflydelse på deres familieliv, hvorimod kun 2 ud af 10 oplever samarbejdet positivt. Undersøgelsen bakkes op af tidligere undersøgelser fra Institut for menneskerettigheder (2017), VIVE (2020) og Børns Vilkår (2020).
Traditionel diskurs udskammer forældrene
På trods af enigheden om skolevægring, oplevede Line Bønding fortsat en manglende anerkendelse af problemet – og hvem der skulle løse det.
På et netværksmøde får skolelederen sagt til Line Bønding, at hendes søn skal lære, at han ikke bestemmer alting selv.
“Det er sådanne bemærkninger, der gør, at jeg ikke føler, at vi har et samarbejde på trods af netværksmøder. Så handler det om at fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at få mit barn tilbage i skole. De har ikke en eneste gang undersøgt hvorfor og hvad det er, min søn reagerer på,” fortæller Line Bønding. Hun opfattede bemærkningen som en direkte anklage mod hende som mor, og hun følte sig forkert, fordi hun ikke kunne levere et skoleparat barn.
Gro Emmertsen Lund er ph.d., skoleforsker og forfatter til bogen ”Fra fravær til fællesskab” om skolefravær. Hun fortæller om en traditionel fraværsforståelse og diskurs, der stadig er udbredt på landets skoler.
”Skolen tænker med det samme, at der er noget galt med barnet eller noget galt med familien. Det må de ligesom fixe. Man ser ligesom ikke, at det er skolens ansvar at trække barnet tilbage i skolen via ændringer i klassemiljøet,” fortæller Gro Emmertsen Lund.
Myten om, at forældre er roden til alt
Den traditionelle individfokuserede tænkning, forældrene mødes af, falder i tråd med begrebet forældredeterminisme, fortæller Gro Emmertsen Lund: ”Forældredeterminisme, som jo er en myte, handler om, at alt hvad barnet foretager sig kan 1-til-1 henføres til svigt i barndommen eller forældrenes opdragelsesstil, popper op. Den er beslægtet med forråelse og afmagt i systemet, så det er det nemme at sige, at der er noget galt derhjemme.”
Forældredeterminismen og den traditionelle fraværsdiskurs er fremherskende og understøttes af lovgivningen, fortæller Gro Emmertsen Lund og henviser til Fraværsbekendtgørelsen for folkeskolen (2019).
Lovgivning giver ikke skolen incitament til at hjælpe
Ifølge Fraværsbekendtgørelsen skal skolelederen underrette kommunen ved ulovligt fravær over 15 procent indenfor et kvartal, hvorefter forældrene kan blive trukket i børne- og ungeydelse.
Det er lovligt fravær, hvis eleven er syg, og forældrene har givet besked derom. Det ulovlige fravær er, når elever er fraværende fra skole, og det ikke skyldes sygdom eller ekstraordinær frihed.
“Jeg føler, jeg har været trængt op i et hjørne mange gange, fordi det ofte er moren, der får skylden. At det er mig, der tilbageholder barnet”, siger Line Bønding.
I skolens optik kan skolevægring betragtes som ulovligt fravær. Det er derfor en meget typisk problemstilling, fortæller Gro Emmertsen Lund, at forældrene igennem længere tid har forsøgt at gøre opmærksom på barnets skolevægring og problem og så oplever en skoleleder, der underretter. Men skolelederen følger bare loven med underretningen.
Skole og familie spotter ikke problemet på samme tid
Skoleforsker Gro Emmertsen Lund fortæller, at der oftest er flere årsager til at skole og familie ikke ser problemet på samme tid. Nogle skoler kan være langsomme til at se problemet på grund af skiftende lærere og ledelse, forkert fraværsregistrering eller fordi den enkelte lærer ikke ved, hvordan han eller hun skal forstå problemet.
Det centrale er, at skolelederen fortolker lovgivningen og er gatekeeper for anerkendelsen af problematikken og hvilke tiltag, der skal iværksættes.
Næsten ingen ekstra ressourcer i skolen
En anden forhindring er de knappe ressourcer i skolen.
“Hvis skolen har spottet problemet tidligt, og de forstår, at de skal gøre noget, så har de næsten ingen ressourcer eller organisatorisk kapacitet til rent faktisk at sætte noget i værk, fordi alle pengene er bundet og alting er dyrt og sådanne indsatser koster og det kræver meget af lærerne,” forklarer skoleforsker Gro Emmertsen Lund, som en anden forklaring på, at forældrene oplever, at der ikke sker noget.
Forvaltningsstruktur trækker sagerne i langdrag
Forvaltningsstrukturen er ifølge analyse fra Institut for menneskerettigheder (2017) en væsentlig årsag til, at forældre kæmper årelange kampe for deres barns ret til uddannelse og inklusion.
Dette skyldes blandt andet et manglende tværfagligt samarbejde, da de komplekse skolevægringssager ofte involverer både skole-, social- og sundhedsforvaltningen. Hver forvaltning har særskilt regelgrundlag og budget, og der går tid med at finde ud af, hvor sagen hører til. Begrænsede ressourcer kan få den enkelte forvaltning til at forsøge at skubbe sagen over til de andre. Dermed går der lang tid, og forældrene kan ende med at sidde med ansvaret som tovholdere.
Alvorlige og langsigtede konsekvenser for barnet
På den korte bane risikerer børn med skolevægring at gå glip af undervisningen og blive hæftet af det sociale liv i klassen, hvilket bliver en negativ spiral, der gør det vanskeligere at vende tilbage og forstærker barnets mistrivsel, isolation og skolevægring.
I rapporten fra VIVE, Panelanalyse af bekymrende skolefravær (2020), dokumenteres, at et højt skolefravær resulterer i dårligere afgangseksamener. Børn med skolevægring risikerer på den lange bane, at deres fravær trækker spor langt ind i deres videre ungdomsuddannelse og muligheder på arbejdsmarkedet.
En anden alvorlig konsekvens, som Gro Emmertsen Lund påpeger, er, at barnet kan udvikle tillægsdiagnoser som eksempelvis angst, når mistrivslen bliver for omfattende, og dermed kan barnet få det dårligere og have brug for mere hjælp med tiden.
Opslidende forløb med store konsekvenser for barn og familie
Line Bønding var så heldig, at hun kom i stressbehandling under corona og har som præst et arbejde, der kan planlægges rimeligt fleksibelt, men hun er stadig meget påvirket af den lange kamp.
“Jeg kan godt have dårlig samvittighed over at fortælle, hvor hårdt det har været. For det er jo mest hårdt for barnet,” fortæller Line Bønding.
Fortællinger fra vores inddragelse vidner om, hvor opslidende kampene og de langvarige forløb er for familien. De beretter om en mangedoblet belastning. Som forældre er de naturligvis bekymret for deres barn, men alle de andre roller som tovholder, jurist, psykolog, sagsbehandler og lærer, de føler sig nødsaget til at påtage sig, presser dem yderligere. Deres parforhold bliver udfordret og søskendebørn påvirkes.
De står også i en udsat situation i forhold til deres arbejde, som de risikerer at miste. Nogen kan få tabt arbejdsfortjeneste for en periode, men det er langtfra alle. Nogen betaler for privat hjælp og udredninger. Således kan også familiens økonomiske tryghed blive rystet.
Anerkendelse og samarbejde om skolevægring
“Skolen har optrådt som en myndighed. Det var ligesom dem, der bestemte. Jeg kunne godt have tænkt mig, at det var et samarbejde. At det ikke skulle være en kamp først for at få skolelederen til at indrømme, at der var tale om skolevægring. At man kunne sætte sig ned og tale ærligt om det. At man undersøgte, hvad der var sket.” Sådan opsummerer Line Bønding hendes ønsker til, hvordan forløbet kunne have været, så hendes dreng havde fået hjælp meget tidligere og ikke først efter otte års skolegang.
Glimrende artikel som på udemærket vis beskriver det som mange forældre oplever i de kommuner som endnu ikke har sat positivt fokus på forebyggelse og håndtering af fravær. Heldigvis har flere og flere kommuner forskellige tiltag som kan hjælpe til at anskue skolefravær fra en mere salutogen og kompleks forståelse. Dygtige forskere som Tine Basse Fisker, Helle Rabøl og Gro Emmertsen Lund har gennem flere år leveret evidens for en ny fraværsforståelse og heldigvis er der flere og flere som også vejleder forældre med børn i skolefravær. Se også de mange gode materialer som udvikles af Børns Vilkår og er at finde på deres hjemmeside.
Tak Niels for kommentaren.
Og ja, heldigvis er der også kommuner der har fokus på håndtering af fravær – og ligeså vigtigt forebyggelse af det bekymrende fravær.
Men det er jo trist, at det er barnets postnummer sammen med forståelsen fra den enkelte lærer og skoleleder, der afgør hvilken hjælp og forståelse der er overfor fravær.
Jeg gad godt, at viden om forebyggelse af fravær, trivsel i skolerne og håndtering af det bekymrende fravær var en national strategi – måske med incitamenter i lovgivningen.
Jeg tror, at vand altid finder en vej. Kommunernens landsforening er jo et kæmpe mellemled mellem kommunerne og regeringen. Så de udstikker smutveje, deler måder, hvorpå der kan spares, har sat sig selv ind i Ankestyrelsen – og har dermed sat ulven til at vogte får.
At man pålægger skoleledere ansvaret for med tiden (via PPR) at lade børn komme til en læge for at få afdækket problematiker, der vedrører barnet både familiemæssigt og skolemæssigt, og ikke mindst udviklingsmæssigt, det har skreget til himlen de sidste 12-13 år.
Min datter udviklede skolevægring i 2.klasse. Svaret i 3 . klasse, mens vi ventede i halve og hele år på, at PPR løftede armene op i tastaturhøjde og fik skrevet indstilling, var, at hun kunne godt være alene hjemme, så længe, hun ikke gjorde skade på sig selv. Dermed var hun overladt til sig selv. Skolen stillede ingen støtte til rådighed, men overlod det til min datter selv at finde en lærer på biblioteket i den anden ende af skolen i spisefrikvarteret.
Det er jo alt andet den billigste løsning. Man har sparet dyrt, for det har kostet i en anden kasse i kommunen. Gruppeordning (bare for at slippe ud af kløerne på skolen), Specialskole (for sent), , Dagbehandling for sent, alt for sent, døgnbehandling i 3,5 år. STU og nu en førtidspension. For hun har været henvist til selv at forvalte sin barndom, sit handicap. Nu får hun ro til at fortsætte at lære at mestre sin situation, sine traumer (vold, mobning og sexuelle henvendelser fra jævnaldrende, omsorgssvigt fra voksne omkring hende, manglende kompetencer og vilje til indsigt i, hvor skrøbelig, hun var, og hvor autistisk, hun faktisk var).
Det hedder cirkulær ansvarsfraskrivning, afspecialisering, lukkede ører, dårlig politisk indsigt og ledelse af området . Antorini lagde stenene til et liv ved helvedes forport, pænt sagt, for min datter. Stress, depressioner og mikropsykoser, man får, som barn, fordi kravene til en overstiger, hvad man magter, det sætter livslange spor i hjernen. Også på forældrene, der knokler, til de segner, i et system, der ikke hjælper, men blot udsætter pinen.
Spot on og lige sådan vi også oplever det. Jeg synes det er urimeligt overfor alle involverede parter, at skolen har rollen som gate keeper, og at man ikke som forældre selv kan tage kontakt med ppr, familieafdeling osv. Det giver ikke bare skolelederen for meget magt, det giver også lærere og skoleledere et ansvar, som jeg slet ikke oplever, at de magter.
Jeg kan desværre genkende det hele. Vi har været igennem det samme forløb, hvor vores barn ikke fik hjælp, men hvor vi blev stemplet som forældre, der ikke kunne sætte grænser, og hvor det måtte være noget galt i vores familie. De kampe vi har kæmpet, de frygtelige insinuationer vi har måttet høre på og værst af alt den manglende forståelse og eksklusion vores søn var udsat for i årevis, har slidt på hele familien. I dag er han 19, har fået en skizofrenidiagnose, generaliseret angst, adhd og depression- hvis bare vi havde mødt omsorg og fået hjælp, havde han måske ikke været så hårdt ramt, måske havde han ikke været nødt til at droppe ud af 3.g., måske havde han haft et mere ukompliceret ungdomsliv. Han kæmper, vi kæmper og forhåbentlig får han nu den rigtige hjælp, så han kan få det gode liv han drømmer om. Vi har brugt i omegnen af 200.000 kr på udredninger og psykologhjælp, men det er jo heldigvis bare penge. Det værste er tanken om, hvorvidt han nogensinde bliver nogenlunde hel, om han kan overkomme de mange nederlag og så den evige frygt for, at hans smerte bliver så stor og ubærlig, at han vælger livet fra.