Det er skolelederens pligt at sikre elevers ret til undervisning og inklusion. Men forældre til børn med skolevægring kan opleve skolelederen som en gatekeeper, der er med til at trække sagen i langdrag i årevis. Det kan der være flere årsager til 

Byline: Rikke Gade og Trine Nielsen 

“Skolen har optrådt som en myndighed. Det var ligesom dem, der bestemte. Jeg kunne godt have tænkt mig, at det var et samarbejde. At det ikke skulle være en kamp først for at få skolelederen til at indrømme, at der var tale om skolevægring. At man kunne sætte sig ned og tale ærligt om det. At man undersøgte, hvad der var sket.” Sådan opsummerer Line Bønding hendes ønsker til skolen, hvor hendes søn først efter otte års skolegang fik diagnoser og dermed hjælp fra skolen.

Forældre oplever skolelederen som gatekeeper i årelange forløb 

At have skolevægring betyder, at barnet ikke magter at være i skolen, hvilket kan udmønte sig i et bekymrende fravær. Line Bøndings søn reagerede allerede i børnehaveklassen. Hun beretter om et årelangt forløb, hvor hendes bekymringer afvises eller negligeres. 

Tidslinie for Line Bønding søns forløb. Grafik: Rikke Gade 

Line Bøndings historie er ikke unik. Vi har haft kontakt med 24 forældre til børn med skolevægring og fået deres historier gennem kvalitative spørgsmål og dialogmøder. Det er gennemgående, at forældrene oplever langstrakte forløb og manglende anerkendelse og passivitet, mens tiden går og situationen forværres. 

Det går igen, at skolelederen opfattes som en gatekeeper, der bestemmer, om der sættes ind, hvornår der sættes ind og hvordan der sættes ind. 

I en undersøgelse fra 2017 af Institut for Menneskerettigheder dokumenteres skolelederens betydning og at lovgivningen er mangelfuld. Det er ikke tydeligt for forældrene i samarbejdet, at skolelederen reelt er en myndighedsperson.

Alle børn har ret til undervisning og at blive inkluderet 

Ifølge lovgivning og handicap- og børnekonventioner har alle børn ret til uddannelse og alle skal behandles lige og har ret til at blive inkluderet. Gratis undervisning i folkeskolen er i § 76 en grundlovssikret ret. Forældrene har en tilsvarende pligt til at lade deres barn undervise.  

Ud fra rettighedsperspektivet påviser Institut for menneskerettigheder, at forældre til børn med udfordringer, der i mødet med skolemiljøet får skolevægring, kæmper årelange kampe for deres barns rettigheder.  

Der kan være mange forskellige og samspillende årsager til skolevægring. Det er ikke alle børn med skolevægring, der har diagnoser, men uanset årsagerne er det ifølge lovgivningen skolens ansvar at sikre en rimelig tilpasning, så barnet både socialt og fagligt kan få udbytte af skolegangen. Det er også forvaltningernes, herunder skolens, ansvar at bære sagen – ikke forældrenes.

Skolelederen er en myndighedsperson 

Det er skolelederens ansvar, at skolen lever op til Folkeskoleloven. Det påhviler skolelederen at sikre, at lærerne planlægger undervisningen, så alle elever udvikler sig og trives i skolens faglige og sociale fællesskaber (Folkeskoleloven §18, stk. 2). 

Skolelederen skal sikre, at eleven faktisk modtager undervisning. Ifølge Fraværsbekendtgørelsen skal skolelederen underrette kommunen ved ulovligt fravær over 15 procent indenfor et kvartal, hvorefter forældrene kan blive trukket i børne- og ungeydelse.  Fraværet betegnes som ulovligt, når elever er fraværende fra skole og det ikke skyldes sygdom eller ekstraordinær frihed.  

Hvis eleven er syg og forældrene har givet besked, er fraværet lovligt. Ved længere sygefravær kan skolelederen anmode om en lægeerklæring på skolens regning. Skolelederen har pligt til at indlede en dialog med forældrene om behovet for sygeundervisning efter 15 skoledages sygefravær jævnfør Bekendtgørelse om sygeundervisning i folkeskolen. 

Skolelederen vurderer om der er behov for støtte til eleven indenfor skolens rammer og i givet fald hvilke (Folkeskoleloven §3 a.). Det er også skolelederen, der indstiller til en udredning; en Pædagogisk Psykologisk vurdering (PPV) hos den kommunale Pædagogisk Psykologiske Rådgivning (PPR). Hvis man formoder barnet kan have brug for specialpædagogisk støtte eller undervisning over 12 lektioner om ugen fx i en specialklasse eller på en specialskole, skal der foretages en PPV først jævnfør Specialundervisningsbekendtgørelsen. 

Skolelederen kan med rette beskrives som en gatekeeper, som forældrene af flere årsager kan opleve som en lukket dør, de står og banker på.

Lovgivningen er mangelfuld i sager om skolevægring 

Det er op til skolelederen at fortolke lovgivningen og vurdere sagen. Som i Line Bøndings historie kan der gå tid før forældrenes bekymring anerkendes. Ofte vil forældrene opleve signaler hjemme før det påvirker fraværet, men skolelederen skal agere på fraværet. Her gør det en forskel om fraværet tolkes som lovligt sygefravær eller ulovligt.

 “Jeg føler, jeg har været trængt op i et hjørne mange gange, fordi det ofte er moren, der får skylden. At det er mig, der tilbageholder barnet”, siger Line Bønding. 

I denne optik kan skolevægring betragtes som ulovligt fravær.  

“Det er derfor en meget typisk problemstilling”, fortæller Gro Emmertsen Lund, skoleforsker og ekspert i skolevægring, “at forældrene igennem længere tid har forsøgt at gøre opmærksom på barnets skolevægring og problem og så oplever en skoleleder, der underretter. Men skolelederen følger bare loven med underretningen”. Hun mener ikke, at Fraværsbekendtgørelsen giver incitament til at hjælpe barnet og kigge på forholdene i skolen. 

Selvom Fraværsbekendtgørelsen retter sig mod en anden form for skolefravær og det ikke giver mening at straffe forældre til skolevægrende børn økonomisk, synes skoleleder Gitte Rasmussen dog, at “Fraværsbekendtgørelsen er et godt screeningsværktøj som vi burde bruge meget mere”.  

Programleder i Børns Vilkår, Line Raae Lund, er enig med Gitte Rasmussen, men der er plads til forbedring; “Fraværsbekendtgørelsen, som den er i dag, kan godt styrkes, så man ikke har et entydigt fokus på fysisk fremmøde, men i højere grad snakker om trivsel, og ikke kun kigger på ulovligt fravær, men kigger på det samlede fravær”. 

Sygeundervisningsbekendtgørelsen kunne også trænge til revision ifølge Gitte Rasmussen: “Det ville klæde undervisningsministeriet at ændre Sygeundervisningsbekendtgørelsen, da den er komplet outdatet.” siger hun med henvisning til, at den er rettet mod fysiske sygdomsforløb, der hindrer barnet i at komme i skolen, mens børn med skolevægring netop har brug for hjælp til at være i skolen. 

Institut for Menneskerettigheder påpeger endvidere, at manglende frister og ankemuligheder på skoleområdet er problematisk for retssikkerheden. 

“Det kunne sikkert være gavnligt med tidsfrister og ankemuligheder, men man skal passe på med meget firkantede løsninger på komplekse problemstillinger”, siger skoleleder Gitte Rasmussen.  
 

Købmandstænkning og kampen om knappe ressourcer 

En anden barriere er de knappe ressourcer i skolen.  

“Hvis skolen har spottet problemet tidligt, og de forstår, at de skal gøre noget, så starter kampen for at frigøre ressourcer og organisatorisk kapacitet, for alle ressourcer og tid er bundet, og sådanne indsatser kræver meget af lærerne og skolen,” forklarer skoleforsker Gro Emmertsen Lund. 

Gitte Rasmussen uddyber: “Skolelederjobbet er et presset job, hvor man kan have mange sager og så kan sager om skolevægring drukne, da de ikke ligger og “støjer” på skolens kontor. Der er ikke hjælp fra andre fra et socialcenter, så det hele ligger på skolen og ressourcerne tildeles forskelligt. Det er meget komplekst og en svær inklusionsopgave”.

“Når noget går rigtigt skævt, kan det skyldes, at der går kassetænkning i det. Hvis en indsats eksempelvis koster 40.000-200.000, går der købmand i den” fortæller Gitte Rasmussen, “vi kan blive fyret på ikke at overholde budgettet, men ikke på at børn ikke kommer i skole. Det er et kæmpeproblem”.  
 

Forvaltningsstruktur hindrer helhedsløsninger og hurtig indsats  

Forvaltningsstrukturen er ifølge Institut for Menneskerettigheder en stor hindring.  

Princippet “sektoransvarlighed” er ideelt set, at borgere behandles lige og hver forvaltning er ansvarlig overfor borgeren fra start til slut. Forvaltningerne har særskilte budgetter, forskellige frister og ofte skønsbaserede regelgrundlag. 

Da sager om skolevægring er komplekse, involverer de flere forvaltninger; skole -, social- og sundhedsforvaltning. De skal finde frem til, hvor sagen hører til og hvem der gør – og betaler – for hvad. Det fordrer tværfagligt samarbejde på netværksmøder og vurderinger fra forskellige instanser herunder Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.  

Dertil kommer den menneskelige faktor, når medarbejdere stopper og er fraværende. Alt det tager tid og begrænsede ressourcer kan få den enkelte forvaltning til at forsøge at skubbe sagen over til andre – også til forældrene.  

Vi har talt med tre skoleledere, der alle udtrykker frustration over samarbejdet med familieafdelinger og socialcentre. I sager om skolevægring er det skolen og forældrene, der kender barnet, og der er typisk brug for en helhedsindsats i form af rådgivning og aflastning af forældre, dialog med barnet og støtte til dets fritidsliv, men det er socialforvaltningen, “der står med nøglen til hjemmet” og her er barnet ofte blot en skrivebordssag blandt mange.

Skolelederen som døråbner i spidsen for en tidlig indsats 

På Virum skole, hvor Gitte Rasmussen er skoleleder, gør de meget for at sætte tidligt ind; de har blandt andet ressourcepædagoger, der kan tage hjem og tale med barnet og den nære leder varetager tovholderfunktionen og står for “kalendergymnastikken” til alle møder. 

“Vi lytter til forældrenes bekymringer. Vi ringer også hurtigt til forældrene. Det kommer der mere ud af fremfor at skrive frem og tilbage. Nogle gange er det os, der er bekymrede og andre gange forældrene. Vi har oplevet begge dele,” fortæller hun. 

“Børn og unges mistrivsel er på hele paletten”, fortæller Gitte Rasmussen. “Det er vigtigt at agere på de tidlige tegn, så problemet ikke bliver for stort. Jo længere tid, der går, des sværere bliver det og des mere skal der til. “ 

Gitte Rasmussen mener, der er brug for flere, der deler ansvaret. Ønskescenariet ville være, at der var en familievejleder og en skolepsykolog ude på hver skole.  

Skolelederne har også brug for mere efteruddannelse. “Vi har brug for viden, så vi gør det rigtige og vi har brug for vejledning til skolen og familien, så vi kan sætte ind lynhurtigt”. 

Hun nævner eksempelvis viden om en lille ting som at tale med barnet; hvor vigtigt det er, at de gør det meget tidligere. Barnet har svært ved at mærke sig selv og kommer bare i skole, mens det bliver sværere og sværere.  
 
“Vores rolle som skoleledere, er at skabe læring og trivsel for alle – også for de børn der ikke kommer i skole – og få dem med i de fællesskaber, der er i skolen”, slår Gitte Rasmussen fast.